Alle taler om livskvalitet. Næsten ingen taler om dødskvalitet. Vi gør.
Mennesket dør ikke kun i selve dødsøjeblikket.
Livets slutning er ofte en længere vej, der bevæger sig over uger, måneder og nogle gange år.
Landsforeningen for Dødskvalitet arbejder for værdige og sammenhængende forløb omkring døden – for den døende og for de nærmeste.
Dødskvalitet handler om hele forløbet - før, under og efter - døden.
- Om lindring, viden, tryghed og menneskelig omsorg – og om samarbejdet mellem mennesket, de pårørende, frivillige, fagpersoner, organisationer og myndigheder.
For dødskvalitet skabes ikke af én person eller én faggruppe. Det er et fælles ansvar.
Aktiv dødshjælp er ikke en del af foreningens dagsorden.
Landsforeningen er religiøst uafhængig og møder det enkelte menneskes tro, livssyn og værdier med respekt.
Sam-omsorg. Fordi dødskvalitet er fælleskabets ansvar.
Hvad er dødskvalitet?
Når et menneske nærmer sig livets slutning, træder et helt system i kraft.
Læger, sygeplejersker, sagsbehandlere, palliative teams.
Lægeaftaler, telefonopkald og beskeder i e-Boks.
Der findes hjælp at hente — men for alt for mange familier føles denne tid, som at stå midt i en storm af velmenende indsatser, uden selv at vide, hvor man skal vende sig hen.
Det, der mangler, er sjældent mere system eller flere eksperter.
Det, der ofte mangler, er sammenhæng mellem indsatserne og en rolle, der hjælper familien med at bevare overblikket gennem hele forløbet.
Det er dødskvalitet.
Hvordan skaber vi dødskvalitet?
For det enkelte menneske handler dødskvalitet om tryghed, værdighed og mulighed for at blive hørt, inddraget og støttet gennem hele forløbet.
For sundheds- og omsorgssektoren handler det om bedre sammenhæng og kommunikation mellem de mange fagpersoner og andre mennesker omkring den døende – og om at skabe plads til en mere helhedsorienteret omsorg.
For det danske samfund handler det om større viden, mindre berøringsangst og et fælles ansvar for den måde vi møder døden, den døende og de omkringstående på.
Hvordan arbejder vi for dødskvalitet?
Dødskvalitet er et samfundsansvar.
Derfor arbejder vi for mere åbenhed om døden, bedre sammenhæng mellem den professionelle hjælp og den menneskelige omsorg samt større opmærksomhed på de pårørendes behov.
Vi ønsker at påvirke den offentlige samtale og skabe forandringer, så den bedst tænkelige død ikke afhænger af, hvor man bor, hvem man kender, eller hvor mange ressourcer man har.
Og vi er allerede i gang.
Vi skaber kontakter, undersøger spændende muligheder for samarbejde og tager de første skridt til oplysning og formidling.
Vi er i dialog med mennesker, der arbejder med døden fra forskellige vinkler, og undersøger, hvordan vi kan samle kræfterne og bygge bro mellem frivillige, dødsdoulaer, sundhedsfaglige og organisationer.
Varige forandringer skabes, når erfaringer, faglighed og menneskelig omsorg får mulighed for at arbejde sammen.
Der findes gode dødsforløb i Danmark. De sker sjældent af sig selv.
Vi har brug for dig.
Vi arbejder for forandringer, og vi kan ikke skabe dem alene.
Dødskvalitet er en del af livet, der angår os alle, og derfor har vi brug for flere stemmer, flere erfaringer og flere mennesker, der vil være med og vi har lyttet til de historier, der sjældent får plads.
Fortællinger om kærlighed, konflikter, afmagt og svære valg, som viser, hvordan døden faktisk påvirker et helt mikrosamfund.
Vi ønsker at give de mange erfaringer fra de enkelte familier en stærkere stemme.
At sikre, at der er flere mennesker, som står bag dem, støtter dem og arbejder for de forandringer, deres dødserfaringer kalder på.
For når man står midt i et dødsforløb, er det sjældent, man også har overskud til at arbejde for de forandringer, man måske selv har allermest brug for.
Derfor arbejder vi for at samle frivillige, fagpersoner og organisationer om en fælles indsats.
Når du bliver medlem, er du med til at opbygge en helt ny og særlig vigtig landsforening.
Alle taler om livskvalitet.
Vi insisterer på, at alle også skal tale om dødskvalitet.
Vi arbejder for at det enkelte menneske, relationerne og det levede liv respekterets hele vejen – før døden, under døden, og i tiden efter.
To spor
Livet og døden – ikke som modsætninger, men som to parallelle spor, der hører sammen.
Mennesket og samfundet – dødskvalitet skabes både i vores nære relationer og i de systemer, vi bygger omkring mennesker.
Omsorg og faglighed – begge er nødvendige. Ingen af dem kan stå alene.
Den døende og de omkringstående – foreningen arbejder altid for begge parter.
fra foreningens logo
Hvem står bag foreningen?
Landsforeningen for Dødskvalitet blev stiftet i 2026 af fagpersoner, der deler den grundlæggende overbevisning om, at døden fortjener mere.
Stifterne kommer blandt andet fra sygeplejen, organisationsarbejde, dødsdoulafaget, vågetjenesten, psykoterapien og bedemandsverdenen.
Tilsammen har de fulgt hundredvis af familier gennem livets sidste tid.
De har set de samme mønstre gentage sig — at velmenende systemer sjældent giver familier den fulde sammenhæng, ro og viden. Og mange kender ikke reglerne for, hvad de kan bede om, håbe på eller få hjælp til.
Det arbejder Landsforeningen for Dødskvalitet for at ændre.
Et godt system er vigtigt. Et menneske, hele vejen, er uvurderligt.
Bestyrelsen for Landsforeningen for Dødskvalitet






